Klubmesterskabet set med kvindelige øjne.

Lørdag den 20.sept kl.8.30 (tidligt) mødtes et stort antal af SIW's kamplystne medlemmer, for at drage til klubmesterskab ved Lundø.

Efter ankomst til surfpladsen begyndte alle at rigge til og lægge taktik for dagens sejladser. Banen blev omhyggeligt lagt ud af Brian og Leif i dommerbåden. Henrik stod for videooptagelser af den spændende konkurrence.

Starten blev skudt af og kampen begyndte. Desværre var der faktisk ingen vind, så vi måtte selv puste og pumpe!!

Lørdag sejlede vi 4 sejladser. Som en “STOR” overraskelse var John i spidsen i alle 4. Jeg må vist hellere træne lidt mere, hvis jeg skal slå ham ved næste års klubmesterskab.

Klubben havde lejet et fint sommerhus, som blev invaderet af 20 sultne surfere, deriblandt 5 særdeles “friske” drenge. Middagen blev hentet hos campingmutter - dagens steak med tilbehør - 44 kr. - billigt og let for de to husmødre.

Mens middagen blev “tilberedt” så deltagerne video fra dagens sejladser. Desværre var vinden jo ikke til de store udfoldelser, så vi så ingen loops eller jibes!

De unge indtog sofaen med livlig snak og kampe i peanutskugler. De større ved spisebordet med øl og chips. Efter at flere havde indtaget diverse 10% Royal Export, blev de ret festlige, - pigerne gik i seng...

Søndagens sejladser blev kun til 3 (dameklassen kun 2). Der var slet ingen vind, så det tog laaaang tid at komme rundt. På land var der ellers gang i luften, det skyldtes millioner af myg. Det eneste sted man kunne ophold sig var 15 m ude i vandet.

Efter sammenpakning af udstyr og drenge, fandt vi et mygge-frit område, hvor pokaler og masser af flotte sponsor-gaver blev uddelt. Dorte havde gjort et stort arbejde med at skaffe gaver til glæde for os alle. Keld havde også bidraget, - jeg vandt en flot Stimorol-taske med matchende håndklæde.

Dette var mit første klubmesterskab, det var rigtig sjovt. Jeg har bare et stort ønske - flere pokaler til dameklassen!!!

Hilsen nr. 2 - Maria.


Retur