Hvide Sande Turen.

Årets første forsøg på en klubtur var lidt hårdt ramt af manglende vind.Indtil fredag aften var vi 10-12 stykker,men vejrudsigterne sagde 4 sekundmeter lørdag og faldende vind søndag. Så..afbudene begyndte at indløbe.Ikke desto mindre var vi da både Christian M, Dorte,Henrik og mig selv plus at Kim og Phillip ville støde til derude.Det var faktisk årets første rigtige forårsdag med udsigt til temperaturer over 10 grader!

Vel ankommet til Westwind syd i Hvide Sande var der rigtig nok ikke megen vind at spore. Christian, Dorte og Henrik proklamerede, at de ikke villle rigge til - Phillip var ikke mødt frem - så det betød at vi var to (2!) Kim og jeg der riggede til og satte fødderne i det iskolde vand.

Med 6,5m sejl gav det ikke meget, men jeg skulle jo ud og lufte min nye Fanatic CAT 380 og Kim fremviste stolt en ny Fanatic Falcon 304 med en imponerende ny 8,3m TNT rig! Men han er også igang med at varme op til årets ranglistestævner. Så skal der jo lidt til.

Mens vi i en pause stod og tøede iskolde tæer op kom pludselig en regnbyge i det fjerne, som gav en masse god vind. Den erfarne indehaver af surfstedet mente det var 10 sekundmeter. Så kom der gang i kludene, vi fik os en god omgang planing i mellem skumtoppene, men ak det varede aldrig længe og 3 kvarter senere hang flagene slapt ned af flagstængerne.

Lidt kaffe - megen snak - og lidt kiggen sig omkring hos Westwind Surf og Ski - lidt mere snak og så pakkede vi sammen igen. De to campinghytter var aflyst allerede før vi gik på vandet - så vi satte atter snuden mod Silkeborg - med bevidstheden om at sæson 98 var sat igang og der skal nok komme weekender med mere stabil vind og nye oplevelser på mit lange brædt - er der forresten nogen der gerne vil af med en 7,5m rig?

Søren S.


Retur