Klubtur til Nissum Fjord.

Klokken var 08.35 da jeg mødte op foran containeren - pyha det er tidligt vi skal afsted på disse klubture.

Maria og Claus var allerede mødt op, og efter Claus hentede nøglen til containeren læssede vi traileren og drog afsted. Dvs. det var kun Maria og jeg der kørte mod Nissum Fjord, da Claus lige skulle noget andet først.

Vi ankom til Irisvej, hvor Mette, Mona og Svend Erik allerede sad og nød morgenkaffen. Det var fint vejr, men der var ikke megen vind.

Så vi gik i gang med at planlægge aftensmaden - det var ikke så nemt at regne ud hvor mange der ville komme, da jeg havde fået en del løse tilmeldinger - Vi kommer måske... hvis der kommer vind.... måske...

Indkøbene blev foretaget og da vi kom tilbage, var Allan og Bent ankommet til sommerhuset. Så var der jo ikke mad nok, så jeg blev sendt afsted til Brugsen igen.

Vi fik noget frokost mens vi ventede på vind, men det så nu ikke for godt ud. Det lignede en rigtig klubtur - dog var sommerhuset af en noget anden kvalitet, end vi er vant til på disse ture. Jeg husker ikke sidst vi har været afsted i et hus med spa og sauna!

Men vi måtte jo hellere få rigget til og komme afsted til fjorden - vinden var jo taget en smule til. Jeg riggede en 8m2 til fandt Equipen frem og så afsted. Maria, Mette, Svend Erik, Bent og Allan fandt de største sejl de havde (omkring 6m2) og så ned til fjorden.

Det var rent faktisk muligt at plane! Fedt! Vi sejlede rundt (fjorden har meget forskellig vanddybde så det tog lidt tid inden vi fandt ud af hvor man kunne bunde og hvor man ikke kunne. Det er en sær fornemmelse at falde af brædte og tro at man kan bunde og der så er 2 meter ned).

Vi sejlede op og ned ad kysten, og på et tidspunkt ville vi lige gå i land for t få noget vædske, men så kunne vi ikke finde tilbage.... Hvor pokker var det nu vi var gået ud? Var det ved den gule båd? Ind til land og op på stranden for at se efter sommerhuset... næ det var ikke her. Videre nogle hundrede meter op ad stranden og ind igen... det var heller ikke her... Hvor pokker er det!?

Men så sejlede Svend Erik heldigvis ind, og os efter ham. Han kunne da i det mindste finde tilbage. Efter en ½ times vædskepause, tog vi klubflaget med ned til stranden, satte det op og sejlede afsted igen. Vi sejlede indtil kl. 17 og da vi skulle ind, var det nemt at finde, da klubflaget viste vejen.

Det var varmt og vandet var omkring 25 grader, så vi stod uden dragt, kun iført støvler, badebukser, trapez og redningsvest. Det er sjældent at vi i Danmark kan surfe en hel dag uden dragt, uden at blive kold, men der var ingen problemer.

Kl. ca 17 løjede vinden af og vi gik i land. Og så kom Claus selvfølgelig, da der ikke var mere vind. Men det kunne jo være at der kom lidt først på aftenen, så vi lod et brædt ligge og bar resten hjem til sommerhuset. Vi gik i bad og fik grillen tændt. Vi fik dejlig mad og øl. Godt efter en lang dag på vandet.

Efter middagen, gik vi ned til havnen for vi skulle lige checke om den vindmåler som Allan og Bent havde konstrueret virkede som den skulle. Det gjorde den. Vindmåleren bestod af en lille elektromotor, en propel og et multimeter. Bent havde fixet elektronikken og Allan havde snittet propellen (he snat it right after the book).

Vind var der stadig ikke meget af, så Claus mente ikke han ville komme afsted i dag, så det sidste brædt blev båret tilbage til sommerhuset. Da vi kom tilbage til sommerhuset blev yatzyspillet fundet frem og vi tog et spil. Vinderen skulle hente morgenbrød. Maria vandt. Hun fik anvist en cykel, så hun vidste hvordan hun skulle komme til bageren søndag morgen.

Mens vi spille yatzy, hentede Svend Erik Maria og Mads ved toget. Inden vi gik til ro, aftalte vi at vi ville sejle rundt om Fjandø (et lille ø udlagt som fredet fuglereservat) om søndagen.

Det var pokkers varmt i sommerhuset, så mens de andre fandt sig tilrette i en seng eller på en madras, bestemte jeg mig for at jeg da godt kunne sove ude på terrassen. Så slap jeg for evt. fluer og varmen, og de andre slap for de lyde der kommer ud af min næse når jeg sover. Det gik sådan set også meget godt indtil jeg vågnede med vådt hår og plaskvåd sovepose. Det var da vist begyndt at regne.... Men luftmadrassen var da i det mindste landfast stadigvæk. Jeg slæbte posen og madrassen ind og sov indtil kl. 8, hvor der var en flue, der absolut skulle kravle rundt i ansigtet på mig....

Morgenbrødet blev hentet - Maria havde mærkeligt nok ikke travlt med at komme op, så jeg kørte til bageren efter brød - vi kunne jo ikke blive ved med at vente. Men der var nu heller ingen vind, så der var ikke noget der hastede. Kl. 13 bestemte vi os, efter nogle kraftige byger, at nu var vinden da vist taget til. Og skulle vi nå rundt om Fjandø i dag, skulle det være nu.

Claus, Svend Erik, Bent, Allan og jeg drog afsted på den, viste det sig senere, hårdste surftur jeg nogensinde har været på.

Vi nåede over til Fjandø og så vidste vi godt at vi skulle af brædderne da det var meget lavvandet ud for den sydlige del af øen. Så af brædtet og afsted- Det var så lavt at vi ikke engang havde vand til finnen, så vi måtte løfte bagenden af brædtet. Men vi holdt brædtet højt og gik afsted, for det måtte da blive dybere længere ovre mod Thorsminde. Det blev det ikke.... Vi gik og vi gik og vi gik og vi gik......

Endelig var der så meget vand, så vi kunne sejle igen. Vi tog et krydsben næsten helt til Thorsminde for at være sikker på at kommer så langt nord om øen, så vi kunne sejle hele vejen hjem. Det kom vi ikke. Så var den galt igen. 30 cm vand... Jamen hvad er det egentlig? Af igen og gå gå gå gå. Da vi endelig nåede ud hvor vi kunne sejle igen og skulle sejle en platlæns hjem, løjede vinden af, så der stort set ikke kom vind i sejlet. Det er svært nok at sejle plat, når der er vind, men når der slet ingenting er, så bliver det hurtigt tungt for armene. Men vi kom da hjem efter en tur der viste sig at have taget 3 timer uden pauser. Havde der været vind og vand, ville turen vel have taget ½ time.

Svend Erik, Claus og jeg nåede land først og vi kunne lige skimte Bent og Allan ude i horisonten. Vi talte om at hente dem i båden, men der var hverken vind eller fare, så vi slæbte vores grej tilbage til huset og begyndte at rigge af. Efter ½ time kom Bent og Allan. De så ligeså trætte ud, som vi følte os. Men efter et bad og en øl, så havde det nu alligevel været en god tur. Og nu ved vi i hvert tilfælde hvor vi ikke skal sejle hen næste gang.

Vi fik pakket bilerne og vendte næsen hjemad. Vi nåede Silkeborg kl. 19 søndag aften godt trætte efter en klubtur hvor vi fik sejlet en masse.

Tak til Mette, Mads, Mona og Svend Erik Løkkegaard for lån af sommerhus til endnu en vellykket klubtur. Lad os håbe det kan lade sig gøre en anden gang, på trods af indhejning osv.

Brian


Retur