Standerhejsning d. 15.4.1997.

Nogle få entusiaster havde nydt godt af det kolde blæsende "forår" og tyvstartet med sejlads inden standeren officielt var blevet hejst, men langt størsteparten af de fremmødte stod og skuttede sig lidt ved at tænke på vandtemperaturen.

Vejret var ellers fint på dagen, hvilket nok også var medvirkende til at der mødte 18 voksne og 5 børn op. Det er vel nok det meste i flere år. Der skal dog siges at enkelte forlod selskabet lidt tidligt, da vandet var lidt for fristende for en frisk dreng.

Den nye formand, Poul Østerby bød velkommen til den nye sæson, og gav et hurtigt overblik om, hvilke arrangementer vi havde forestillet os i løbet af året. Disse kan ses i arrangementkalenderen andet steds i bladet, så derfor vil jeg ikke komme videre ind på det. Jeg vil dog lige nævne at vi endnu engang står som arrangør for en afdeling af Den Blå Cup, d. 6 august '97. Her ser vi selvfølgelig helst så mange medlemmer som muligt, enten på vandet, eller at man giver en hånd med, ved selve arrangementet.

Poul kunne også berette at der er blevet bevilget et toilet og omklædningsskur, det har vi dog endnu ikke set noget til, men det kommer forhåbentlig mens det endnu er koldt at klæde om i det fri. Når det først bliver sommer, kan man jo sagtens finde en busk, bag hvilken man kan snige sig i den "krøbne" våddragt.

Poul fortalte også at vi ville begrænse undervisningen på vore klubaftener til kun at vare fra 17.30 til 19.00. Det skulle give større mulighed for at også underviserne kunne få sejlet lidt. Endnu et år vil vi forsøge at få lagt bøjer ud så ofte som muligt, da det kan give en god træning i at vende om dem, i stedet for blot at vende når man nu selv syntes det passer.

Efter en kop kaffe med tilhørende kage, kom vi til dagens højdepunkt: stafetten. Endnu engang var der ikke mange deltagere, men 4 meldte sig dog til det traditionsrige løb. Vindforholdene drillede som sædvanlig, og enkelte blev fanget af kastevinde med en ufrivillig svømmetur til følge.

Herefter blev der pakket sammen, og folk gik hjem med den gode fornemmelse i maven, at NU ER VI I GANG IGEN!

Keld Meisner.


Retur