Prøv at surfe på Langsøen.

Artikel fra Midtjyllands Avis.


Når medlemmerne af Silkeborg Windsurfing Klub er på vandet, bliver det bemærket af mange trafikanter rundt om Langsø midt (søen ud for Rådhuset). Det er her, at klubben normalt træner, og det er også her at alle interesserede nu får mulighed for selv at prøve udfordringen ved windsurfing.

I lighed med alle andre surf- og sejlklubber over hele landet, holder Silkeborg Windsurfing Klub nemlig "Hele Danmarks Surfdag", Kristi Himmelfartsdag den 16. maj. Kasserer i klubben Poul Østerby, oplyser, at denne dag vil fire erfarne instruktører stå til rådighed for enhver, der har lyst til at prøve. Det foregår ved det grønne areal i nordvestenden af søen, langs med Sølystvej (ud for Højtoftevej). Østerby understreger, at det naturligvis er "begynder-brædder", der stilles til rådighed denne dag. Man skal ikke regne med at kunne fræse hen over bølgen blå, på et surfbrædt med en bredde som en smørekniv, lige den første dag...

Windsurferne synes selv, at de har en fantastisk sport, som alle kan have fornøjelse af, uanset alder og køn. Mange mennesker går måske rundt med ønsket om at prøve, men har ikke lige fundet tiden til det, og mangler også lige at vide, hvor de skal henvende sig.

Nu har man altså chancen. Man skal møde op i tidsrummet kl 10 - 16, og medbringe badetøj og et par gummisko, så skal man nok blive sejlende.

Tilmed kan man deltage i lodtrækningen om et stk. komplet Bic Veloce 328 surfbrædt, ved at udfylde en kupon.

Det er første gang, at "Hele Danmarks Surfdag" afholdes i Silkeborg, mens ideen havde debut andre steder sidste år, hvor cirka 2500 mennesker benyttede sig af tilbudet.

Poul Østerby fortæller, at klubben har klubaften hver tirsdag, også på lokaliteten ved Sølystvej, og kan man ikke komme Kr. Himmelfartsdag, er man velkommen om tirsdagen. Ender prøve-turen med et medlemsskab af Silkeborg Windsurfing Klub, kan man glæde sig over at være blevet medlem af en af landet største klubber, med knap 90 medlemmer.

Artikel hentet fra Midtjyllands Avis

Retur