Nyt fra bestyrelsen i SIW

Godmorgen !!

Så starter en ny sæson - sæson 1996 -, hvor der vil blive rig mulighed for udfoldelse på vandet, hvis ellers isen smelter, men det har den gjort hver sommer i de sidste par tusinde år, så hvorfor skulle den ikke det igen i år. Synd Leif, den undskyldning går ikke.

Generalforsamlingen var jo en sløv omgang, hvad deltagere angår - 8 stk. Jeg ved ikke om medlemmerne er bange for at møde op og blive meldt "frivilligt" ind i bestyrelsen? Hvis det er grunden for udeblivelse, må det på det kraftigste afvises, idet vi ikke er interesserede i at få "frivillige" ind i bestyrelsen der ikke har tid eller lyst til at gøre en indsats for klubben.

Og da der kom en påmindelse ind ad døren ca. 8 dage før, kan det vel heller ikke være en forglemmmelse???

Men bestyrelsen tager det til sig som positiv kritik - ingen fremmødte - alle tilfredse.

I gang med det nye år.

Vi har igen i år valgt, at arrangere vores ture som gratis-ture, da det var en stor succes sidste år.

For at prøve noget nyt vil vi lave en tur til Samsø, som skulle være et skønt sted at surfe fra, i al slags vejr og i alle vindretninger. (Se særskilt annoncering andet sted i bladet). Som det fremgår af vores årskalender vil der blive arrangeret 5 klubture og en sommerferietur.

Sommerferieturen vil blive lidt speciel, idet vi vil prøve at arrangere en tur til Garda søen i Italien for dem der har lyst og råd. Denne tur betales dog ikke af klubmidler, men støttes som sidste års sommerferietur.

Naturligvis er vi igen i år vært ved et stævne i Den Blå Cup, hvor vi håber på stor opbakning fra klubmedlemmerne.

Vi er en stor klub - set i forhold til øvrige surfklubber i Danmark, men vi er dårligt repræsenteret ved DBO's arrangementer.

Hvis du går og har lyst til at blive turneringssejler/ranglistesejler, må du endelig ikke holde dig tilbage, men kontakt et bestyrelsesmedlem og lad os hjælpe dig igang.

På tirsdagsaftnerne vil vi lægge nogle flere baner ud, så der er større mulighed for at øve sig omkring bøjerne. Selv om der kun er lidt vind kan man udemærket øve sig. Eller kom og få en hyggelig snak og lidt klubsamvær.

Vi ses !!

Poul

Retur